Bæredygtig ledelse er det nye sort.

Det vrimler med opslag om bæredygtig ledelse for tiden.

Det er for så vidt vældig godt og opløftende.

Eller hvad...?

Noget jeg virkelig savner, er hvorledes dette begreb "bæredygtig ledelse" defineres - end blot, at det lyder godt og smukt.

Altså... hvad mener vi ,når vi taler om bæredygtig ledelse? hvori består dets unikke og vitale bidrag til god og sund ledelse, som ikke var der førhen vi begyndte at tale om bæredygtig ledelse?

Er der mon nogen der kan være behjælpelig?

Her er mit forsigtige bud

Vi kunne jo begynde med at tage afsæt i den måde begrebet benyttes i naturen i forhold til vi menneskers brug af dets ressourcer. Her taler man om menneskets samlede fodaftryk på kloden i klimamæssig forstand. Altså naturens evne til at regenerer og genopbygge sine ressourcer i et balanceret tempo i forhold til det tempo ressourcerne udnyttes.

Vi mennesker bruger naturens ressourcer til at opretholde liv og fører vores livsstil i bredest mulig forstand. Hvis vi udtager og forbruger naturens ressourcer hurtigere end naturen kan nå at regenerer og genopbygge sine ressourcer, taler vi om ubalance og dermed ikke i en tilstand bæredygtighed.

Hvorimod, hvis naturens ressourcer udtages og forbruges i et tempo, hvor naturen kan nå at regenerer og genoprette sine ressourcer er der tale om en tilstand af bæredygtighed. FN opgør hvert år, hvornår på året vi mennesker har opbrugt klodens ressourcer i forhold til klodens evne til at regenerer og genoprette sine ressourcer (set henover ét år). Her i år, var det et tidspunkt engang august og nogenlunde samme tidspunkt i 2018. Set henover hele året forbruger Homo sapiens hvad der svarer til 1,7 jordkloder. Altså, hvis der skulle være balance mellem vores forbrug af klodens samlede ressourcer i forhold til naturens kapacitet for at genoprette ressourcerne, set herover ét år skulle vi have rådighed over 1,7 jordkloder (det samme tal er for Danmarks vedkommende ca. 4,7 jordkloder). Med andre ord, en del flere ressourcer eller forbruge mindre eller finde nye måde at anvende ressourcerne på.

Kort sagt, vi mennesker fører en livsstil der bringer kloden i en tilstand, som ikke er bæredygtig. Det er vist klart for en hver der følger med - at det er en af de udfordringer menneskeheden står overfor på den globale scene i forhold til klodens tilstand.

Vi kender det også fra sportens verden

Her taler vi om restitution, som er kroppens evne til at komme sig (regenererer energi og ressourcer) efter belastninger, pres og præstation (træning og konkurrence). Spørg en top performer, hvordan det ville gå med vedkommendes performance og træning samt trivsel, glæde og motivation for sin sport, hvis du fjernede eller forringede vedkommendes mulighed for restitution?

Og, det er jo let nok at forstå, når vi taler om økonomi. Er der ubalance mellem indtjening og omkostninger over tid, er økonomien ikke bæredygtig uanset hvor lovende og ædle hensigterne er. slet og ret.

Okay, lad os komme tilbage til bæredygtig ledelse.

Organisationens menneskelige fodaftryk

Hvis vi benytter samme forståelse af bæredygtighed i forhold til bæredygtig ledelse (altså, den del af ledelse, som har med ledelse af mennesker at gøre), må det vel betyde, at vi skaber nogle organisationer som har et miljø, hvor de mennesker der udgør organisationen, arbejder under nogle betingelser, hvor de har mulighed for at regenerer og genopbygge deres ressourcer i et tempo, der er i balance med organisationens behov for disse menneskers ressourcer, i forhold til organisationens ambitioner og performance mål. Eller, at der er balance mellem antal mennesker og organisations mål og opgaver (i bæredygtig forstand jvf. ovennævnte).

Med andre ord... hvad er organisationens samlede fodaftryk på de mennesker, som netop udgør organisationen? Det må være det vitale spørgsmål vi har behov for at finde svar på og finde måde at organiserer arbejdspladser på.

Og, her er har vi brug for en langt mere vidtgående forståelse og nogle mere dybtgående strukturer og instrumenter end overenskomster og arbejdstidsaftaler samt velmenende trivselsprojekter og luftige bæredygtigheds initiativer. Men snarer forståelser og praksisdiscipliner, der er i overensstemmelse med vores natur som art - Homo sapiens. Og, her kommer vi ikke uden om vores biologi og at vi er ånds tænkende væsener der forholder sig til vores eksistens.

Lad os lige kortvarigt vende tilbage til sportens verden.

Vi arbejder på en måde top atleter har sendt på museum

Vi arbejder og har organiseret arbejdet på en måde, som top atleter sendte på museum for mere end 20 år siden. Det gjorde de af den simple grund, de fandt ud af, at det forringede deres performance betragteligt og førte til overbelastning og flere skader, som igen påvirkede effekten af deres træning i negativ retning, som igen influerede negativt på deres performance. Kort sagt og med andre ord - ikke bæredygtigt.

Der findes en lang række forhold, som fremmer og bidrager positivt til menneskers trivsel, vitalitet og balance. Men, der er også en række forhold, som IKKE er til forhandling, hvad angår vores biologi (herunder vores hjernens behov for pauser og regenerering) og eksistentielle ultimative grundvilkår - som begge spiller en vital rolle i forhold til vores evne til at regenerer og genoprette vores energi og ressourcer.

Vitale lovmæssigheder

Men, vi kan ikke reducere til sport og biologi. Vi er som sagt ånds tænkende væsener der forholder sig til vores eksistens. Og, ligesom der er biologiske lovmæssigheder vi er underlagt og som er vitale i forhold til bæredygtighed, er der en række eksistentielle ultimative anliggender, som vi også er underlagt og som vital betydning. Lad mig give et par konkrete og banale eksempler. Lad os sige vi er involveret i et arbejde på en måde hvor vi engagerer os med vores energi, kompetencer og potentialer, men som vi subjekt ikke kan få til at give eksistentielt mening. Altså tab af mening. Eller, at vi involveret i arbejde med vores energi og engagement, potentialer og kompetencer som vi subjektivt finder uetisk og dybt amoralsk. Her kan vi få besøg af en lang række eksistentielle grundvilkår som vil yngle frodigt sindet som... godhed, skønhed, sandhed, retfærdighed, samvittighed, tvivl, frihed, alenehed ect...

Vi ville nok ikke benytte dette begreb "bæredygtighed" men fortsætter vi uhindret, vil det ikke være bæredygtigt i eksistentielt forstand. Og, det kan let og hurtigt sætte sine spor i og påvirke de biologiske processer der har med bæredygtighed at gøre(regenerer og genoprette energi og ressourcer) eksempelvis vores søvn (er der noget der kan holde os vågen er der eksistentielle kvaler), motivation for at bevæge os og dyrke motion, hvilken ernæring vi tilbyder os selv (nedbrydende eller opbyggende mad), om nervesystemets regenererende processer er stabile og dermed er online når vi tager en pause og slapper af (vi kan nemlig godt holde pause og have en subjektiv oplevelse af at slappe af, uden dog, at de regenererende processer i vores system er online).

Og, medarbejdere af vor tid kræver netop, at organisationer har nogle eksistentielle koordinater, som er i vater og kalibreret med deres egene eksistentielle koordinater.

Samlet under ét, kunne vi kalde det eksistentielle og evolutionære lovmæssigheder.

Måske vi kunne tale om en evolutionær eksistentialisme, som en begyndende og spirende vej til indfange, forstå og definere bæredygtig ledelse.

/ Bensaid Vincent Jlil